Generelle betingelser

Generelle betingelser for rådgivning hos PETRA

Nærværende vilkår og betingelser er gældende for alle aftaler om køb af en ydelse, mellem PETRA Byggesagkyndig Rådgivning ApS (PETRA) og en Kunde, med mindre andet aftales skriftligt. PETRAs ydelser kan indbefatte projektledelse, undervisning samt kommunikationsrådgivning. Det aftales i hvert enkelt tilfælde skriftligt hvad PETRAs ydelser skal omfatte. Aftalen består af et skriftligt tilbud fra PETRA og en skriftlig accept af tilbuddet fra Kunden (herefter kaldet rådgivningsaftalen). Den skriftlige rådgivningsaftale og de generelle betingelser gælder dermed i fællesskab, således at den skriftlige rådgivningsaftales ordlyd går forud for de generelle betingelser, jf. dog nedenfor punkt 4.1. PETRAs rådgivning er desuden underlagt ABR89, Almindelige bestemmelser for teknisk rådgivning og bidstand af 1989, som anses for aftalt mellem PETRA og Kunden.
PETRA, CVR. nr. 39 55 71 77, Grønnevang 32, 2970 Hørsholm, M: 21609927.

1) Rettigheder
1. Betinget af Kundens rettidige betaling erhverver Kunden en ikke eksklusiv brugsret til den af PETRA udarbejdede rådgivning og dokumentation. Brugsretten må ikke videregives eller sælges eller på anden måde overdrages til tredjepart, og materialet må ikke anvendes til andre formål end det, hvortil de er købt. Hvis Kunden offentliggør dokumentation udarbejdet af PETRA skal det tydeligt fremgå, at materialet er udarbejdet af PETRA.
2. Alle øvrige rettigheder til materialet forbliver hos PETRA. PETRA har således ret til at reklamere med og sælge identiske ydelser og løsninger til tredjepart, ligesom PETRA har ret til at anvende tegninger og fotos i PETRAs PR og markedsføring (i anonymiseret form, dvs. uden Kundens navn og husets præcise adresse).
3. Tegninger og andet materiale fra PETRA er ophavsretligt beskyttet efter den til enhver tid gældende ret.

2) Honorar
1. For PETRAs ydelser betaler Kunden PETRA det honorar der fremgår af rådgivningsaftalen. PETRA fremsender faktura til Kunden på det aftalte beløb, som modsvarer de leverede ydelser. Kunden har en betalingsfrist på 8 dage, fra modtagelse af fakturaen fra PETRA.
2. Ved manglende rettidig betaling påløber der rente efter renteloven fra forfaldstidspunktet og til betaling sker.

3) Ansvar
1. PETRA er ansvarlig efter dansk rets almindelige erstatningsregler for fejl og forsømmelser ved opgavens løsning. Det påpeges imidlertid, at PETRA som rådgiver alene er ansvarlig for skader som opstår i forbindelse med arbejde som PETRA har forpligtet sig til, hvis det af Kunden kan dokumenteres, at skaden skyldes uagtsomhed i forbindelse med det udførte arbejde.
2. Uanset på hvilket grundlag et krav rejses og uanset graden af uagtsomhed, er PETRA ikke ansvarlig for indirekte tab eller følgeskader, herunder, men ikke begrænset til, driftstab, tab af data eller avancetab.
3. Såfremt en opgave standses inden rådgivningen fra PETRA er afsluttet, og Kunden fortsat ønsker at gøre brug af det af PETRA udførte materiale, er PETRA ikke ansvarlig for materialets anvendelse, uanset eventuelle fejl og mangler.
4. PETRAs ansvar for fejl og mangler ophører i overensstemmelse med bestemmelserne i den til enhver tid gældende forældelseslov.
5. Kunden er, hvis der gøres ansvar gældende mod PETRA, forpligtet til senest 60 dage efter Kunden har konstateret fejl eller mangler ved PETRAs ydelse, at reklamere skriftligt overfor PETRA.
6. Såfremt PETRA udfører overslag og estimater på byggeomkostninger eller andet, er disse priser alene at betragte som prognoser baseret på et skøn, og er således alene vejledende. Bindende priser kan kunden indhente tilbud på hos håndværkere og materialeleverandører.
PETRA bærer derfor intet ansvar herfor. PETRA er gerne behjælpelig med indhentelse af tilbud hos håndværkere og materialeleverandører mod betaling.
7. PETRA har tegnet professionel rådgiveransvarsforsikring i AON Denmark. PETRAs samlede erstatningsansvar er begrænset til forsikringens dækningsområde og de for forsikringen anførte maksimalsummer.

4) Tidsfrister
1. Leveringstiden er angivet efter bedst mulige skøn, men er uforbindende med mindre andet tydeligt fremgår af rådgivningsaftalen.
2. PETRA har ret til, og kan kræve, forlængelse af aftalte tidsfrister, når løsning af opgaven forsinkes af følgende årsager:
• Kunden ønsker ændringer i de aftalte ydelser og opgavens karakter.
• Kunden (eller Kundens øvrige rådgivere) overholder ikke aftalte tidsfrister, fx i forhold til aftalte beslutninger.
• Håndværkerne overholder ikke aftalte tidsfrister.
• Offentlige myndigheder eller instanser svarer ikke på, eller godkender, henvendelser indenfor de aftalte tidsfrister.
• Der opstår andre begivenheder, som PETRA ikke er herre over, og som vi ikke forudså eller burde have forudset.
• Der i øvrigt foreligger force majure lignende forhold, som er årsag til forsinkelsen.

5) Persondatasikkerhed
1. PETRA har formuleret en privatlivspolitik for de oplysninger vi indsamler i forbindelse med løsning af en opgave.
2. PETRA indsamler alene almindelige personoplysninger, såsom en kundes navn, adresse, telefonnummer og e-mail. Personoplysningerne anvendes kun til formål der er relevante for løsning af kundens opgave.